Tag Archives: alt er materiale
Pirpasol
Pirpasol, er lavet med solens stråler og et brandglas. Papiret er kodak røntgenbeskyttelsespapir fra 70´erne.
Værket består af 24 dobbeltark, hvor der er brændt huller med solens stråler gennem brandglas. Det er en udendørsaktivitet, der skal være sol og helst kun lidt blæst. En lille brise tænder for alvor ild i papiret. Dialogen med omgivelserne i tilblivelsesprocessen er meget nærværende. Alt efter om det er lettere skyet, hvad tidspunkt det er på dagen, vinklen og afstanden til papiret mm spiller ind. Papiret er røntgenfoto beskyttelsespapir fra 70´erne, og den varme fede gule farve er typisk for Kodaks gule i 70´erne. Papiret er tykt og ellers uigennemtrængeligt for lysstråler. Når man bruger solen direkte som energikilde og værktøj i sine værker, er det en umiddelbar og billig måde at arbejde på, og samtidig gør man sig afhængig af solen og vejret. Man vedkender sig at man tilhører en verden med sol og vind, en ikke-statisk verden hvor objekter kan fremstilles isoleret fra omverden.
Værket var en del af udstillingen Pirpasol over behovspyramide, maj 2018
Behovspyramide – dont look forward, look around
Behovspyramide – dont look forward look around
Fra udstillingen Pirpasol over Behovspyramide, på udstillingsstedet Pirpa, Grønttorvet.
Byggeaffald fra Grønttorvet, Valby 2018
Behovspyramide – hierarchy of needs
Behovspyramide består af affald og efterladenskaber fundet på grønttorvet gennem det sidste 1,5 år.
Behovspyramide er taget efter Maslows behovspyramide, som dog i vores dage virker forældet på mange måder, her frit fortolket men stiller måske mere spørgsmål til hvad og hvilke behov vi egentlig har, og hvad vi bygger med for at få dem opfyldt. Det er en nybyggeriets behovspyramide, og er et kondenseret portræt af grønttorvets byggede miljø. Pyramiden som form er gammel og næsten altid del af en religiøs dyrkelse. Indeni pyramiden ligger skattene, og måske ligene.
Behovspyramiden er udelukkende stablet, der er ingen lim eller andet til at holde den sammen. Tingene er samlet ad hoc på turer rundt på grønttorvet – og er i sin tilblivelsesproces i stor kontrast til hvordan der bliver bygget i dag.De forskellige materialer og deres struktur minder om elementer fra et fremmed og fremtidigt geologisk landskab, hvilket det på en måde også er, da det er fremtidigt affald.
Der er meget på færde på det tidligere grønttorv i Valby og mange problemstillinger, der kondenseres her i forbindelse med nedrivning af Grønttorvet og byggeri af ny bydel. Den øgede industrialisering af frugt – og grøntsagsproduktionen medfører at den ejes af færre hænder og flyttes og længere væk fra hvor den konsumeres. De billige småindustrielle lejemål forsvinder og der bygges i stedet en hel ny bydel på én gang, med de for tiden gængse metoder. Overalt ligger der bygningsmateriale – gammelt som nyt og flyder og vidner om den proces. Hvad stiller man op med det?
At arbejde stedsspecifikt i det byggde miljø er måske en mulighed. Gennem det sidste 1,5 år har Camilla Nørgård haft værksted og udstillingssted på Grønttorvet, og i den forbindelse researchet, taget fotos, og samlet byggeaffald og efterladenskaber på stedet mm. Udstillingen anvender således lokalt indsamlet byggeaffald som sit materiale, selvom meget af det er kørt, fløjet eller blæst ind fra andre steder i verden. Udstillingen er en del af et længere varende projekt på Grønttorvet, som med denne udstilling munder ud i de 3 værker: Behovspyramide, Sol over Pirpa, og vævet ind i Valby, et stykke frugtarkitektur. Processen er vigtig for projektet – hvordan skaffer man sig sit materiale, hvordan går man i dialog med verden. At gå og kigge, lede, snakke med folk og på den måde samle materiale sammen, er en måde at være tilstede på, som på alle måder står i kontrast til arbejdet på en byggeplads, og den måde der bygges boliger, og skaffes materialer på i dag.
Utilsigtet springvand – med Elliscavator
Elliscavator på Pirpa:
Det allestedsnærværende (utilsigtede) springvand
Elliscavator består af Ellen Hyllemose, Lise Nørholm og Camilla Nørgård. Vi har med jævne mellemrum lavet fællesprojekter, ved siden af hver vores praksis . Et fælles, ikke defineret rum, der som regel tager form og bygges op gennem dialog med det aktuelle sted, under selve opbygningen af udstillingen. Vi opdagde undervejs at det faktisk er ret længe siden vi har lavet en decideret udstilling sammen, men vi har haft løbende møder og snakke og samlet ting og historier til vores ongoing diskussion. Vi er ret forskellige, men det bliver det næsten kun bedre af; hele tiden at blive udfordret på egne paratheds-reflektioner.
Med udstillingen fremkaldes det underliggende vandledningssystem og allestedsnærværende mulige springvand, der allerede eksisterer på Grøntorvet, indenfor som udenfor. Også på Pirpa, der med udstillingen her får understreget sine meget konkrete forbindelser til omverdenen.
Det gamle grønttorv i Valby, er i nedrivningsprocessen og det er fuld af elendige kloakker, håndvaske der drypper, utætte tage, søer, vandpytter og kortvarige springvand.
På udstillingen er alt gammelt afkoblet og forbundet med nye haveslanger i stramme men ikke nødvendigvis funktionelle retninger. Regnvand er opsamlet, i Grønttorvets efterladte flasker og plastik beholdere, fra regnpytter og utætte nedløbsrør. Flere springvand er sat igang via uigennemskuelige vandveje og stillestående vandspejl. Vandet der bryder igennem og cirkulerer omkring os – varmt og koldt – i eller udenfor rør minder os om katastrofer, funktioner, helse og leisure. Vi har haft held med at ønske os styrtregn, så der har været nok regn til hele udstillingsperioden.
Der er et hul i væggen ind til udstillingsstedet RØM – det var på mange måde igangsætteren for hele udstillingen. Der manglede blot en monteret vandslangeholder, hvor en vandslange kunne føres gennem hullet, og den satte vi så op. Vi så nu rummet som et udendørsrum med de gule mursten og fik øje på alle dets til og frakoblinger, samtidig med, at der udenfor på Grønttorvet sejlede og dryppede med utætte ledninger. Vi monterer en vandslangeholder, hvor slangen kunne føres gennem hullet.
På udstillingen er der gennem længere tid blevet opsamlet regnvand i de flasker, som man finder overalt på grønttorvet, enten efter nogle af de mange rave-parties, spændende sprutmærker fra Østeuropa eller bare sodavandsflasker. Der er samlet ind fra regn pytter eller større ”søer”. Vandet der cirkulerer i udstillingen er således udelukkende opsamlet regnvand. Alle de andre slanger er tilkoplet det etablerede vvs-system og kan tilkobles, hvis det er. Når man kommer og ser udstillingen bliver der hentet vand ind fra regntønderne. Der er stillestående vand-tableauer, der spejles i et stykke indrammet presenning (den presenning der skulle beskytte mod vandet). Vandslanger er udlagt og fæstnet i inddelinger, der indrammer rummet. Alt vores vand er i dagligdagen indpakket i pvc-plast, rørledninger og baljer, det er måden, vi håndterer det på. På udstillingen er de gjort til skulpturelle objekter og kommet på sokler. Et hvert torv med respekt for sig selv har et kunstspringvand – nu også Grønttorvet. Vi ser overophede vejrprognoser, styrtregn og advarsler der bipper ind på telefonernes vejr apps, samtidig med oversvømmelser og storme, hvor man har på fornemmelsen af, at vi på ingen måde har set konsekvenserne af klimaforandringerne. Vi diskuterede vand i kroppen, det omgivende vand, vand som helse, fritid og nydelse, det dystopiske springvand og det at have styr på vand – som aldrig helt lykkes.
Udstillingen er støttet af STATENS KUNSTFOND
Landskaber er Lappeløsninger, 2016
Midnatssortiment (nat-arkæologi)
Papir, pap, brændt plastik, plastikfiberkarklud, chokoladepapir, mm 244 cm x 189 cm
Uden titel. 100 x 70 cm, pap på karton
Aesop (1540-50) af Jusepe de Ribera (1588-1656) . Postkort fra samling
Ikke omdelte reklamer, fundet i et krat ved Harrestup å
Flamingo med varmebehandlede plastikposer
Weather economy 71 cm x 56 cm
Indpakningspapir, papirdug og financial times
Landskabsskabeloner
170cm x 140cm, 40 år gammelt røntgenpapirs-omslag, festpapirdug med romersk mønster
– Udstillingen Landskaber er lappeløsninger på Hvidovre Bibliotek, består af forskellige typer collager, fundne objekter mm. Titlen på udstillingen refererer både til collage- og patchworkmetoderne, der er anvendt, og til de landskabsmæssige motiver, hvor der er fokus på materiale, proces og transformation af vores omgivelser. Begge er noget der langsomt – sammen med os – vokser frem af ophobninger, aflejringer, beslutninger og efterladenskaber.
Fotos fra udstillingen på Hvidovre Hovedbibliotek, 19.8-18.9 2016
Potentielt god ruin 2015
En udstilling med Anne Riis Bovbjerg og Laura Manzanti på Huset for Kunst og Design, Holstebro 2015
Udstillingen tager udgangspunkt i museets historie og bygningshistorie og er bygget op på stedet over 8 dage. Vi har bygget videre på museet, og udstillingen har spredt sig pletvis både indendørs og udendørs. Det har været en dialog med både fælles og egne værker, med bygningen og omgivelserne, eleverne på skolen, hinanden og andre. Vi har fundet nye gangstier, billeder fra lokalhistorisk arkiv, lavet et telt i plast, bygget nye mure, indført høns og lavet bål i gården, lavet kul på bålet, udvidet lyskeglen mm.
Telt af plastikposer fra omegnen, danner hus til de lokalarkæologiske fund
Midlertidig Hvidovre – Hvidovre I midlertid (2015)
Midlertidig Hvidovre, Hvidovre imidlertid (2015)
Midlertidig Hvidovre, Hvidovre i Midlertid er placeret på en forblæst græsplæne, ud til et lyskryds på en befærdet vej. Det består af 5 bænke i en halvcirkel omkring en rund plads, konstrueret af indsamlede, tiloversblevne byggematerialer fra det lokale parcelhuskvarter. Bænkene er bygget op af disse mange forskellige typer sten, beton og fliser i en slags patchwork, måler hver især 40 cm x 100 cm x 50 cm og ligner nærmest en lille by af etplanshuse. I midten er placeret en cirkel på 2 m i diameter, hvorpå der præsenteres et udvalg af forskelige typer af de indsamlede sten, som en slags museum over hvad vi bygger af: helt almindelige, masseproducerede mursten, betonfliser, kakler, gasbeton osv. – en slags Hvidovres bygge-dna. Det forskelligartede materiale vidner om parcelhusenes byggehistorie, hvordan vi hele tiden bygger om i takt med den skiftende byggemode og at Hvidovre konstant forandrer sig og altid vil være midlertidig. Titlen refererer til projektets oprindelige tidshorisont som var 3 måneder, indtil det nye og permanente Hvidovre Ny Bymidte blev bygget. De 3 måneder er indtil videre udvidet til 2 år. Processen har været en vigtig del af projektet: indsamling af hverdagens tiloversblevne byggematerialer i lokalområdet, den daglige tilstedeværelse og opbygningen af værket på sitet (på byggepladsen) over længere tid, samtaler med forbipasserende og indsamlere.
Projektet tager udgangspunkt i at alt er midlertidigt – selv en by som Hvidovre – og at det midlertidige og dagligdags liv er lige præcis det en plads skal bestå af. I værket ligger deer en grundlæggende ide om at starte nedefra og gro et værk frem med de materialer, folk, historier og aktiviteter, der i forvejen er i området, istedet for en industri af bycentre, der placeres med en forestilling om et (fiktivt) fremtidigt handels- og vækstaktivitets centrum.
Projektet er initieret af Hvidovre Kunstråd.
Sundholmssamlingen – områdeløft
Udstilling d. 9.-15. marts 2015 i boligbyggeriet Sundholm Syd
I ugen d. 9.-15. marts 2015 præsenteres Sundholmssamlingen – områdeløft: en ophobning af objekter, skår, former og strukturer, som Camilla Nørgård har indsamlet over en periode på 2 år på byggegrunden for det nye boligbyggeri Sundholm Syd, bygget af boligforeningen 3B og beliggende bag Aktivitetscenter Sundholm og Fabrikken for Kunst og Design, Amager.
Sundholmssamlingen – områdeløft er et udtryk for, at den jord vi går på, gemmer på ophobninger af forskelligartede objekter og materialer, aflejret over tid. I løbet af byggeprocessen er stumper af genstande og materialer således dukket op til overfladen. Potteskår, dukkeben og gamle udtrådte børnesko blander sig med mursten, afbrændte plasticflasker og korkpropper, og tilsammen udgør de en uhomogen samling, der vidner om Sundholms ældre og nyere historie som arbejdsanstalt, herberg og efterhånden mere blandet område med beboelse, institutioner, små virksomheder, kunstnerværksteder m.m.
En ophobning af objekter, skår, former og strukturer
af Anne Kølbæk Iversen
Udstillingen Sundholmssamlingen – områdeløft tager udgangspunkt i den samling af objekter og materialer som Camilla Nørgård har indsamlet gennem de sidste 2 år på en byggegrund bag Fabrikken for Kunst og Design, hvor hun har sit værksted.
Med indsamlingen af de fundne genstande har Camilla Nørgård foretaget en helt konkret afsøgning og registrering af det, der ligger lige for vores fødder, og samlingen et udtryk for, at den jord vi går på, gemmer på ophobninger af forskelligartede objekter og materialer, aflejret over tid. I løbet af opførelsen af byggeriet Sundholm Syd er stumper af genstande og materialer således dukket op til overfladen: Potteskår, dukkeben og gamle udtrådte børnesko blander sig med mursten, afbrændte plasticflasker og korkpropper, og tilsammen udgør de en uhomogen samling, der vidner om Sundholms ældre og nyere historie som arbejdsanstalt, hospital med eget vaskeri og et efterhånden mere blandet område med både herberg, børneinstitutioner, små virksomheder, kunstnerværksteder og nu også beboelse.
Sundholmssamlingen – områdeløft tematiserer såvel feltstudiet som diverse museale og private samlingspraksisser og knytter an til aktuelle diskussioner og undersøgelser af, hvordan vi betragter objekterne, vores relation til dem, deres relation til hinanden og den orden, der indstiftes gennem samlingen og arkivet. Nogle af de spørgsmål, der melder sig er: Hvad skal have en plads i samlingen og hvad skal ikke? Kan man på forhånd sige, hvad der fortæller en vigtig historie, og hvad der er uden betydning? På hvilket grundlag foretages klassificeringer og grupperinger i den pågældende samling?
Camilla Nørgård har bl.a. været inspireret af antropologen Michael Taussig, der med henvisning til Walter Benjamins notesbøger, peger på den måde, hvorpå disse spredte optegnelser, betragtninger og citater bliver et organ på linje med hjertet og hjernen – et organ der inkorporerer andre verdener i vores egen. At gå gennem Sundholmssamlingen – områdeløft er som at gå gennem et landskab med små øer, klynger af objekter, flader og koncentrationer, man kan zoome ind og ud på. Set på afstand danner de enkelte dele mønstre og former, som opløser sig til fordel for den enkelte tings særegenhed, når man kommer tættere på.
På sin vis har samlingens objekter alle relation til områdets ældre og nyere historie: lerflaskerne har måske indeholdt kemikalier, der har været brugt til blegning af tøj, da der var vaskeri i den bygning, som nu er Fabrikken for Kunst og Design, og plankerne er rester fra de skure, som stod, hvor de nybyggede lejligheder nu står. Udstillingen er i den forstand en ultra-lokal kulturhistorisk udstilling, der præsenterer arkæologiske fund fra et hjørne af Sundholm og som kan fortælle om det liv, der har udspillet sig her. Samlingen bærer vidne om Sundholms historie – men ikke på nogen entydig vis. For tingene i samlingen er i sagens natur tavse. De fortæller ikke, hvor de stammer fra eller hvad de har været brugt til. I den kulturhistoriske udstilling vil der da ofte være en tekst, som træder i stedet for den kontekst, den udstillede genstand er indgået i; en beskrivelse af materialer og dimensioner, en oprindelse og oprindelig funktion samt måske en dato for indsamling og indlemmelse i samlingen.
Så selvom Sundholms historie gemmer sig i og mellem de enkelte objekter i Sundholmssamlingen – områdeløft, understreger præsentationen af samlingen i lige så høj grad et fokus på materialernes kvaliteter og mønstre, ligesom udstillingen fremhæver forbindelser mellem objekter, informeret såvel af deres farver og former som af deres ophav, anvendelse eller art. Samlingen bærer således på en dobbelthed og svinger mellem, hvad litteraturteoretiker Stephen Greenblatt kalder ‘resonans’ og ‘forundring’ (wonder): samlingen på én gang resonerer af historier og stemmer, man kan være lydhør over for, en ‘etnografisk fylde’, man kan sætte sig for at afkode, samtidig med at den inviterer til at stoppe op ved en bestemt form, en mærkelig kontrast mellem tyngde og lethed eller en særlig flot farve. “Looking may be called enchanted when the act of attention draws a circle around itself from which everything but the object is excluded…” (Greenblatt 1991, s. 49)
På samme tid er samlingen som de samlinger af tilsyneladende værdiløse objekter, som børn slæber med hjem i lommerne, eller som den hovedpersonen i Virginia Woolfs novelle Solid Objects opbygger. Woolfs hovedperson besættes af jagten på objekter i vejkanter og buskadser, hvis betydningsfuldhed han ikke kan dele med andre. Ifølge Adorno unddrager børn sig netop kapitalismens logik, idet de sætter brugsværdi over bytteværdi.
Ved at være blevet samlet op, vasket og nu vist frem sker en særlig værditilskrivning til de ting, der er i Sundholmssamlingen – områdeløft. Og der er også en pointe i at løfte tingene op fra jorden og sætte dem ind i en lejlighed på 1. sal. Lejligheden har her en privilegeret position og kan ses som repræsentant for det middelklasseliv, man med områdeløftet ønsker at styrke. Samlingen er således et dokument over den transformation, der til stadighed finder sted, når nye bygninger og bymiljøer afløser tidligere. Og som sådan peger Sundholmssamlingen – områdeløft også ind i fremtiden og efterlader plads til stumper og genstande fra det liv, der leves nu og vil komme til at udfolde sig i Sundholm Syd. Man kan måske sige, at alt det bortkastede og glemte hermed får lov til at tale en sidste gang, før det bringes til tavshed. For samlingen har kun en kort eksistens – i det mindste i sin nuværende form, og med tiden vil materialerne (det som ting er lavet af) vinde over objekterne (de frembragte genstande), som antropolog Tim Ingold vil påpege. Flere af objekterne er i forvejen stumper eller skår af noget og måske allerede på vej til at blive eller indgå i noget andet.
Der har været en naturlig afgrænsning af materialet i Sundholmssamlingen – områdeløft. Indsamlingen begyndte, da de første spadestik til Sundholm Syd blev taget i foråret 2013, og den sluttede med opførelsen af de sidste bygninger i starten af 2015. De første beboere flytter ind 1. april. Alligevel er der ikke tale om en stivnet samling, hvor hver enkelt objekt og deres indbyrdes forbindelser er tegnet endeligt op. Indtil videre er det et åbent spørgsmål, hvad der skal ske med Sundholmssamlingen efter udstillingen. Skal den distribueres, sælges, lånes ud, smides ud eller lægges tilbage – opmagasineres eller udbygges? Udviklingen vil kunne følges på www.camillanorgaard.net, ligesom Sundholmssamlingen – områdeløft vil blive dokumenteret og diskuteret i et katalog, der udkommer senere på året.
Referencer
Theodor Adorno Minima Moralia, Del 3 stk. 146, Suhrkamp Verlag 1951
Stephen Greenblatt “Resonance and Wonder” i Ivan Karp og Steven D. Lavine (red.) Exhibiting Cultures:Poetics and Politics of Museum Displays, Smithsonian Institute 1991
Tim Ingold “2. Materials against materiality” i Being Alive, Routledge 2011
Michael Taussig “No. 001 Fieldwork Notebooks”, The Book of Books, dOCUMENTA (13), Hatje Cantz 2012
Virginia Woolf Solid Objects, The Athenaeum 1920
Udstillingen er støttet af Amager Vest Lokaludvalg og Statens Kunstfond. Boligforeningen 3B har venligst stillet en lejlighed til rådighed.
Sundholmssamlingen – områdeløft på Kunsten.nu
