Trappesletten i Vestervig
Om Camilla Nørgårds Trappesletten i Vestervig:
Et nyt byrum på Klostergade 58 trækker referencer til Vestervigs bygningshistorie fra jernalderens dørmåtte i strandsten, marksten, kloster sten til byens engang store produktion af tegl og cement. Det er alle tider og materialer, men de er ikke-hierarkisk repræsenteret, og er mere et bud på hvad vi faktisk har omkring os lige her og nu. Camilla har indsamlet materialer og historier i samarbejde med borgene, og med udgangspunkt i byens mange trappetrin, dannet et ”trappelandskab”. Trappetrinene i Vestervig er både en del af huset og rager samtidig langt ud på gaden, det er mellemstykket mellem offentlig og privat, og her man siger goddag og farvel. På Trappesletten skyder således fragmenter af trapper, trin og terrasser op ad den skrånende grund i Klostergade, og bliver bindeled til byens fårefold og selv-pluk-plantage. Mursten,kakler og smukt forsirede gesimsstykker fra det tidligere hus på grunden, børn har indsamlet strandsten, gamle hasleklinker, kommunens kantsten, cementblokke mm bliver til hver sit trappe element. Nederst på grunden står en stor betonmodelleret kurv der beplantes med stauder der graves op fra forladte grunde i byen. Den er lavet som symbol på det man bære med sig og samler sammen, inspireret af en ældre dame i byen der netop lavede sådanne kurve. Alt grønt plantes i samarbejde med den grønne gruppe i byen, ligeledes laves der en gang om året en trappe dag, hvor eventuelle nye elementer kan komme til, eller gamle kan kan repareres.
Museumsfaskine – Byens egne veje
Byens egne veje – Kunst i skærbæk etape 3. Udstilling i Skærbæk 29.6-15.9
Museumsfaskine
Som del af udstillingen Byens egne veje – Kunst i Skærbæk etape 3.
Skærbæk lokalhistoriske museum havde indsamlet og fået foræret genstande fra lokal området gennem mange mange år, og drevet museet selv. Siden blev tiderne dårlige og museet blev overdraget til Museum Sønderjylland. Efter nogle år måtte også de dreje nøglen om, men da genstandene nu var museumsgenstande skulle alt nu til Tønder for at opbevares på rigtig vis. Så da Skærbæk museum lukkede i 2016, forsvandt alle tingene ud af Skærbæk.
Inspireret af vadehavets faskiner (to rækker af pæle med kviste imellem, der tilbageholder organisk byggemateriale så der dannes nyt land) , og for at hente noget af det tabte hjem, kørte jeg til Tønder og fandt bag ved museum Sønderjylland, en bunke af tiloversblevne sager. For at forsøge at holde på det kultur og kunst der er, det der tilflyder, eller aflejres har jeg lavet en art museumsfaskine af sagerne fra Tønder.
Belles samling
En samling af genstande fundet på vandring i Mellemrummet, der åbner for historier og forviklinger mellem vind, sol, fejemaskiner, mennesker og deres omgivelser. Kortet på væggen viser områderne hvor tingene er fundet, nemlig i alle grænsefladerne mellem hegn, skel, kantsten, buske, p-pladser osv. Udskriften af tønderkniplingen peger på ligheder i dannelsen af kniplinger, vandringer, fortællinger og landskaber.
Stentavler fra Mellemrummet (udstillet på Skærbæk station)
Fundet delvist sunket i jorden. Oprindelig var de bordplader men vind, vand, jord og bevoksning har gjort sit til at bjerget i pladerne er blevet tydeligt igen.
Deres placering som stentavlerne udenfor Skærbæk kirke er sammen med de nu afdækkede gulvfliser og terrazzogulvet på stationen medvirkende til at de for en tid er landet her.
Collager fra Grønttorvet
Asfaldt (bitumen) gobelin
2,5 x 3,40 m
Nedblæst, omsust, frit svævende
Tagpap fundet på Grønttorvet
Mere Ærø
Mere Ærø
Ærø er et morænelandskab, der er dannet ved at sten er blevet flyttet rundt på og slebet til af sand, vand og is. Det er en fortsat ustoppelig proces. I 2016 blev 38.000 tons granit sejlet til Marstal og brugt til at bygge bølgebrydere og kystsikring. En hel lille norsk ø fusionerede derved med Ærø. Mere Ærø er skabt af ruinfragmenter hentet på stranden ved Nissum Bredning. Her lå de som smukke og mærkelige konglomerater. Måske som en ulovlig dumpning af rester fra en gård der ikke længere duede. Måske som ulovlig kystsikring. De er meget tunge, men er slæbt hen af stranden unge stærke folk, kørt i bil og sejlet til Søby. Nu ligger de her mellem bebyggelse og kyst og er et lille stykke kystsikring.
I nordjylland blev der i sommer revet træer og buske op for at hælde beton ud over et areal som to fodboldbaner for at lave ulovlig kystsikring. Udgangspunktet for værket er disse historier, om at flytte rundt på landskaber for at bevare andre, om inddæmning, deltagelse og forsøg på forhindring af verdens konstante forandring.
Skulpturen var en del af Sommerskulpturbiennalen 2018 i Søby, Ærø.
More Ærø
Ærø is a moraine landscape that has been formed by the fact that stone has been moved around and wrecked by sand, water and ice. It is an unstoppable process. By 2016, 38,000 tonnes of granite were sailed to Marstal and used to build wave breakers and coastal protection. A whole small Norwegian island merged with Ærø. More Ærø is created from ruins of fragments collected on the beach at Nissum Bredning. Here they lay like beautiful and weird conglomerates. Perhaps as an illegal dumping of residues from a farm no longer dated. Perhaps as illegal coastal protection. They are very heavy, but are dragged by the beach young strong people, driven by car and sailed to Søby. Now they are situated between buildings and coasts and are a small piece of coastal protection. In northern Jutland, trees and shrubs were ravaged in summer to pour concrete over an area like two football courts to make illegal coastal protection. The starting point for the work is these stories about moving around on landscapes to preserve others, about indentation, participation and attempts to prevent the constant change of the world.
The sculpture was part of the Summer Sculpture Biennale 2018 in Søby, Ærø.
Pirpasol
Pirpasol, er lavet med solens stråler og et brandglas. Papiret er kodak røntgenbeskyttelsespapir fra 70´erne.
Værket består af 24 dobbeltark, hvor der er brændt huller med solens stråler gennem brandglas. Det er en udendørsaktivitet, der skal være sol og helst kun lidt blæst. En lille brise tænder for alvor ild i papiret. Dialogen med omgivelserne i tilblivelsesprocessen er meget nærværende. Alt efter om det er lettere skyet, hvad tidspunkt det er på dagen, vinklen og afstanden til papiret mm spiller ind. Papiret er røntgenfoto beskyttelsespapir fra 70´erne, og den varme fede gule farve er typisk for Kodaks gule i 70´erne. Papiret er tykt og ellers uigennemtrængeligt for lysstråler. Når man bruger solen direkte som energikilde og værktøj i sine værker, er det en umiddelbar og billig måde at arbejde på, og samtidig gør man sig afhængig af solen og vejret. Man vedkender sig at man tilhører en verden med sol og vind, en ikke-statisk verden hvor objekter kan fremstilles isoleret fra omverden.
Værket var en del af udstillingen Pirpasol over behovspyramide, maj 2018
Behovspyramide – dont look forward, look around
Behovspyramide – dont look forward look around
Fra udstillingen Pirpasol over Behovspyramide, på udstillingsstedet Pirpa, Grønttorvet.
Byggeaffald fra Grønttorvet, Valby 2018
Behovspyramide – hierarchy of needs
Behovspyramide består af affald og efterladenskaber fundet på grønttorvet gennem det sidste 1,5 år.
Behovspyramide er taget efter Maslows behovspyramide, som dog i vores dage virker forældet på mange måder, her frit fortolket men stiller måske mere spørgsmål til hvad og hvilke behov vi egentlig har, og hvad vi bygger med for at få dem opfyldt. Det er en nybyggeriets behovspyramide, og er et kondenseret portræt af grønttorvets byggede miljø. Pyramiden som form er gammel og næsten altid del af en religiøs dyrkelse. Indeni pyramiden ligger skattene, og måske ligene.
Behovspyramiden er udelukkende stablet, der er ingen lim eller andet til at holde den sammen. Tingene er samlet ad hoc på turer rundt på grønttorvet – og er i sin tilblivelsesproces i stor kontrast til hvordan der bliver bygget i dag.De forskellige materialer og deres struktur minder om elementer fra et fremmed og fremtidigt geologisk landskab, hvilket det på en måde også er, da det er fremtidigt affald.
Der er meget på færde på det tidligere grønttorv i Valby og mange problemstillinger, der kondenseres her i forbindelse med nedrivning af Grønttorvet og byggeri af ny bydel. Den øgede industrialisering af frugt – og grøntsagsproduktionen medfører at den ejes af færre hænder og flyttes og længere væk fra hvor den konsumeres. De billige småindustrielle lejemål forsvinder og der bygges i stedet en hel ny bydel på én gang, med de for tiden gængse metoder. Overalt ligger der bygningsmateriale – gammelt som nyt og flyder og vidner om den proces. Hvad stiller man op med det?
At arbejde stedsspecifikt i det byggde miljø er måske en mulighed. Gennem det sidste 1,5 år har Camilla Nørgård haft værksted og udstillingssted på Grønttorvet, og i den forbindelse researchet, taget fotos, og samlet byggeaffald og efterladenskaber på stedet mm. Udstillingen anvender således lokalt indsamlet byggeaffald som sit materiale, selvom meget af det er kørt, fløjet eller blæst ind fra andre steder i verden. Udstillingen er en del af et længere varende projekt på Grønttorvet, som med denne udstilling munder ud i de 3 værker: Behovspyramide, Sol over Pirpa, og vævet ind i Valby, et stykke frugtarkitektur. Processen er vigtig for projektet – hvordan skaffer man sig sit materiale, hvordan går man i dialog med verden. At gå og kigge, lede, snakke med folk og på den måde samle materiale sammen, er en måde at være tilstede på, som på alle måder står i kontrast til arbejdet på en byggeplads, og den måde der bygges boliger, og skaffes materialer på i dag.
Frugtarkitektur – vævet ind i Valby
4 m x 4,5 m
Vævet ind i Valby – et stykke frugtarkitetktur
Værket er en ekstra væg, en isolering. Dets store størrelse og decentrale udtryk, gør at man ikke rigtig kan overskue eller fokusere men bare må vandre rundt i det. Det er og ligner et bygget miljø, og det vidner om den transport og infrastruktur som pappet er en uundværlig del af, og på den måde med til at forme vores omgivelser. Pap er i den grad et materiale, man kan få det alle steder helt gratis. Det her er fra grønttorvet, både det nye og det gamle, fra Dagrofa (engros butik på grønttrovet)) og asien supermarket lige på den anden side af gaden. Pappet er fra frugtkasser, det der gør at man kan transportere en blød blomme langt væk uden den går i stykker. Deraf også de mange ”luft”huller i pappet.
Fra udstillingen Pirpasol over behovspyramide på udstillingsstedet Pirpa på Grønttorvet, 2018
Utilsigtet springvand – med Elliscavator
Elliscavator på Pirpa:
Det allestedsnærværende (utilsigtede) springvand
Elliscavator består af Ellen Hyllemose, Lise Nørholm og Camilla Nørgård. Vi har med jævne mellemrum lavet fællesprojekter, ved siden af hver vores praksis . Et fælles, ikke defineret rum, der som regel tager form og bygges op gennem dialog med det aktuelle sted, under selve opbygningen af udstillingen. Vi opdagde undervejs at det faktisk er ret længe siden vi har lavet en decideret udstilling sammen, men vi har haft løbende møder og snakke og samlet ting og historier til vores ongoing diskussion. Vi er ret forskellige, men det bliver det næsten kun bedre af; hele tiden at blive udfordret på egne paratheds-reflektioner.
Med udstillingen fremkaldes det underliggende vandledningssystem og allestedsnærværende mulige springvand, der allerede eksisterer på Grøntorvet, indenfor som udenfor. Også på Pirpa, der med udstillingen her får understreget sine meget konkrete forbindelser til omverdenen.
Det gamle grønttorv i Valby, er i nedrivningsprocessen og det er fuld af elendige kloakker, håndvaske der drypper, utætte tage, søer, vandpytter og kortvarige springvand.
På udstillingen er alt gammelt afkoblet og forbundet med nye haveslanger i stramme men ikke nødvendigvis funktionelle retninger. Regnvand er opsamlet, i Grønttorvets efterladte flasker og plastik beholdere, fra regnpytter og utætte nedløbsrør. Flere springvand er sat igang via uigennemskuelige vandveje og stillestående vandspejl. Vandet der bryder igennem og cirkulerer omkring os – varmt og koldt – i eller udenfor rør minder os om katastrofer, funktioner, helse og leisure. Vi har haft held med at ønske os styrtregn, så der har været nok regn til hele udstillingsperioden.
Der er et hul i væggen ind til udstillingsstedet RØM – det var på mange måde igangsætteren for hele udstillingen. Der manglede blot en monteret vandslangeholder, hvor en vandslange kunne føres gennem hullet, og den satte vi så op. Vi så nu rummet som et udendørsrum med de gule mursten og fik øje på alle dets til og frakoblinger, samtidig med, at der udenfor på Grønttorvet sejlede og dryppede med utætte ledninger. Vi monterer en vandslangeholder, hvor slangen kunne føres gennem hullet.
På udstillingen er der gennem længere tid blevet opsamlet regnvand i de flasker, som man finder overalt på grønttorvet, enten efter nogle af de mange rave-parties, spændende sprutmærker fra Østeuropa eller bare sodavandsflasker. Der er samlet ind fra regn pytter eller større ”søer”. Vandet der cirkulerer i udstillingen er således udelukkende opsamlet regnvand. Alle de andre slanger er tilkoplet det etablerede vvs-system og kan tilkobles, hvis det er. Når man kommer og ser udstillingen bliver der hentet vand ind fra regntønderne. Der er stillestående vand-tableauer, der spejles i et stykke indrammet presenning (den presenning der skulle beskytte mod vandet). Vandslanger er udlagt og fæstnet i inddelinger, der indrammer rummet. Alt vores vand er i dagligdagen indpakket i pvc-plast, rørledninger og baljer, det er måden, vi håndterer det på. På udstillingen er de gjort til skulpturelle objekter og kommet på sokler. Et hvert torv med respekt for sig selv har et kunstspringvand – nu også Grønttorvet. Vi ser overophede vejrprognoser, styrtregn og advarsler der bipper ind på telefonernes vejr apps, samtidig med oversvømmelser og storme, hvor man har på fornemmelsen af, at vi på ingen måde har set konsekvenserne af klimaforandringerne. Vi diskuterede vand i kroppen, det omgivende vand, vand som helse, fritid og nydelse, det dystopiske springvand og det at have styr på vand – som aldrig helt lykkes.
Udstillingen er støttet af STATENS KUNSTFOND
Instant local pop-up museum 2017
Foto: Jeanette Land Schou
Instant local pop-up museum består af to værker. Forhæng og nybyggerlandskab.
Begge værker tager udgangspunkt i materialer fundet på grønttorvet. Forhæng er således sammenstrøgede frugt- og grøntsagsnet. Forhænget markerer at udstillingsstedet Pirpa, midlertidigt er omdøbt til instant local pop up museum.
Forhæng
6 m x 3 m, sammenstrøgede frugtnet og grønrsagsnet
Foto: Jeanette Land Schou
Nybyggerlandskab (detalje)
4 m x 0,50 m, fundne materialer. Værket Nybyggerlandskab, består af materialer til brug ved nybyggeri, og de er alle fløjet med vinden og landet via en hvirvelvind foran Pirpa.
Vist på udstillingsstedet Pirpa i forbindelse med udstillingen Engros på Grønttorvet, Valby Engros på Idoart
Vestindien revisited
Hvilke spor i landskabet efterlod det officielle Danmark, da de vestindiske øer blev solgt til USA i 1917? Hvordan forgrener de fortidige aktiviteter på øerne sig i dag? Hvad følger i kølvandet på tidligere dansk ejerskab over øerne?
Det er disse spørgsmål, udstillingen ”Vestindien Revisited” på M/S Museet for Søfart adresserer. Med udgangspunkt i havnen på St. Thomas, som den bliver brugt i dag, undersøger vi, hvordan en dansk kolonial infrastruktur forbinder forskellige historiske perioder og har muliggjort en række nutidige aktiviteter
Havnen i byen Charlotte Amalie på St. Thomas er et travlt trafikalt knudepunkt, og gennemstrømning er et af havnens kendetegn. Industrier blomstrer op og giver mere eller mindre humane arbejdspladser, varer eksporteres og forbruges andetsteds, og allehånde projekter forsvinder igen lige så hurtigt, som de kom. Al denne aktivitet – der ofte er rundet af interesser og behov udtænkt i andre dele af verden – har helt lokalt skabt grundlag for særlige former for liv, hvor noget trives, og andet sygner hen. Spørgsmålet er, hvad der bliver tilbage, når skibe, varer, mennesker og andet strømmer ind og ud af havnen?
Udstillingen er baseret på et samarbejdsprojekt og en indsamling af nutidsgenstande fra St. Thomas foretaget af antropolog Nathalia Brichet og historier og formidlilngschef Marie Ørstedholm, på rejser til øen i december 2016 og igen i januar 2017.
Læs Katja Kvaales anmeldelse af udstillingen i Week-end avisen her
I forbindelse med udstillingen lavede vi kataloget her.
Layout Anne Bovbjerg og Camilla Nørgård
Klippe til Langenæs 2017
Klippe til Langenæs, Langenæsparken, Århus
Kunstig klippe lavet i indfarvet beton, med indstøbte sten og byggeaffald fra området.
Klippen er lavet lige på grænsen mellem legeplads og park, og skal være et sted hvor alle kan mødes, leges og samles. Langenæsklippen er inspireret af området og dets historie med klipper og næs, samtidig med betonbyggeri og stort anlagt parkområde fra 1950´erne.
Cliff to Langenæs
Artificial cliff made of stained concrete, with cast stone and construction waste from the area. The cliff are made right on the border between playground and park, and should be a place where everyone can meet, play and gather. The Langenæsklippen is inspired by the area and its history with cliffs and næs, while concrete buildings and large landscaped grounds from the 1950s otherwisw form the place
Udsmykning til Akuthuset på Nyt Hospital Bispebjerg
Et omfattende kunstværk skal byde patienter og gæster velkommen til Nyt Hospital Bispebjerg. Kunstneren Camilla Nørgård har vundet den store opgave med et værk, der både inddrager arkitekturen, historien, naturen og medarbejderne på hospitalet.
Man kan følge dele af processen på Instagram via #bispeorganisme
Klik her for at se kort video om projektet
Local periodic system or Bispeorganisme is a sitespecific artwork made for a new hospital to be built at Bispebjerg. Bispebjerg is an old Hospital, build by the Danish architect Martin Nyrop from 1905-13. It is built in a pavillionstyle, with the ideas of fresh air and light, and in close connection to the outdoor garden. All as part of the treatment at that time. The old hospital is protected and will remain together with the new hospital.
The new hospital is not build yet and it is a unique situation to be part in the process from the start, and follow the demolition, the renovation and the building process all the way through. I have therefor asked for a studio at the old hospital, to be able to follow the process closely, to talk to the people involved and to collect materials along the way. The studio also functions as a meeting room, showroom and workshop. A big difference between the new and the old building style is the relationship between costs of materials, wages and transportation. It gave way for what the old Bispebjerg is loved for: the details, the variation, signs of time in the making, connected to the site. In the creation of the artwork I try to focus the money and time spent on the details and processing, instead of buying new materials from far away. The trees that had to go have been saved, and are now drying slowly waiting to be used. The stones found in the digging, the drill core made to make way for new plumming, old tiles not in use ect. The sculptures made will be part of the waiting area, and you will be able to sit and rest or behave differently on them. To focus so much on the site and what is already here – is also to shift focus from the final product and the individual to the surroundings. I hope to give a sense of time, history and peace when being met by time using details, and also a connection to the outside, where you can still see all the materials used and the direct connection to you, when your test shows you need chalk, iron and water.
The project is to be finished in 2023.
You can follow the project at #bispeorganisme
Her kan du se det oprindelige forslag som pdf:
Bispeorganisme CAMILLA NØRGÅRD – 2016 0629 endelig
Se mere på /www.bispebjerghospital.dk/nythospital
Landskaber er Lappeløsninger, 2016
Midnatssortiment (nat-arkæologi)
Papir, pap, brændt plastik, plastikfiberkarklud, chokoladepapir, mm 244 cm x 189 cm
Uden titel. 100 x 70 cm, pap på karton
Aesop (1540-50) af Jusepe de Ribera (1588-1656) . Postkort fra samling
Ikke omdelte reklamer, fundet i et krat ved Harrestup å
Flamingo med varmebehandlede plastikposer
Weather economy 71 cm x 56 cm
Indpakningspapir, papirdug og financial times
Landskabsskabeloner
170cm x 140cm, 40 år gammelt røntgenpapirs-omslag, festpapirdug med romersk mønster
– Udstillingen Landskaber er lappeløsninger på Hvidovre Bibliotek, består af forskellige typer collager, fundne objekter mm. Titlen på udstillingen refererer både til collage- og patchworkmetoderne, der er anvendt, og til de landskabsmæssige motiver, hvor der er fokus på materiale, proces og transformation af vores omgivelser. Begge er noget der langsomt – sammen med os – vokser frem af ophobninger, aflejringer, beslutninger og efterladenskaber.
Fotos fra udstillingen på Hvidovre Hovedbibliotek, 19.8-18.9 2016
Hørgården Central GenbrugsPark (2016)
Hørgården Central Genbrugspark er en del af Hørgården genbrugsstation med dertilhørende sociale aktiviteter for især børn og unge, beliggende i Hørgården på Amager. Hørgården genbrugsstation blev brændt ned, og istedet for at bygge en ny med et endnu højere hegn rundt om, besluttede man en ny og inkluderende strategi – at gøre genbrugsstationen til et mødested.
Arkitektfirmaet Platant bød ind til konkurrencen, hvor opgaven lød på at lave en plads med sten fra Københavns Kommunes overskudslager af materialer fra pladser rundt omkring i byen, der skulle inkludere noget have og et samarbejde med en 10. klasse. Pladsen er 5 x 20 meter lang, og var i forvejen belagt med fliser. I den ene ende blev anlagt have og plantet enkelte træer (røn og paradisæbletræer) med inspiration i planter på Amagerfælled. En stor del af fliserne blev udskiftet med granit- og marmorblokke, der både danner et læ, et siddearrangementet og en plads/rum. Blokkene blev valgt ud fra deres forskellighed og i dem blev der graveret et kort, så man kan se, hvor i København stenen stammer fra: Vestre Kirkegård, Københavns Rådhus, Tuborgvej, Ørestad, Sundholm, strøget osv., men også hvorfra i verden granitten/marmoren oprindeligt kommer fra: Kina, Bornholm, Norge og Italien. Blokkene består af både det råt tilhuggede materiale, granitsten fundet i jorden på pladsen, de fint slebne, og enkelte formede steler.
10. klassen hjalp til og lavede enkelte mosaiksten, som også blev lagt ned, ligesom der også var samarbejde med genbrugsstationens personalet, samt samtaler med forbipasserende og beboere.
Der er ikke noget vedligeholdelsesbudget til haven, men beboere kommer med planter, løg og havenisser fra altankasserne. I ét år efter kom jeg forbi en gang om måneden og plantede, vande og luede. Områdets børn har nu overtaget vandingen.
Parkanlæg/udendørsmøbellandskab lavet i samarbejde med tegnestuen Platant.
Potentielt god ruin 2015
En udstilling med Anne Riis Bovbjerg og Laura Manzanti på Huset for Kunst og Design, Holstebro 2015
Udstillingen tager udgangspunkt i museets historie og bygningshistorie og er bygget op på stedet over 8 dage. Vi har bygget videre på museet, og udstillingen har spredt sig pletvis både indendørs og udendørs. Det har været en dialog med både fælles og egne værker, med bygningen og omgivelserne, eleverne på skolen, hinanden og andre. Vi har fundet nye gangstier, billeder fra lokalhistorisk arkiv, lavet et telt i plast, bygget nye mure, indført høns og lavet bål i gården, lavet kul på bålet, udvidet lyskeglen mm.
Telt af plastikposer fra omegnen, danner hus til de lokalarkæologiske fund
Midlertidig Hvidovre – Hvidovre I midlertid (2015)
Midlertidig Hvidovre, Hvidovre imidlertid (2015)
Midlertidig Hvidovre, Hvidovre i Midlertid er placeret på en forblæst græsplæne, ud til et lyskryds på en befærdet vej. Det består af 5 bænke i en halvcirkel omkring en rund plads, konstrueret af indsamlede, tiloversblevne byggematerialer fra det lokale parcelhuskvarter. Bænkene er bygget op af disse mange forskellige typer sten, beton og fliser i en slags patchwork, måler hver især 40 cm x 100 cm x 50 cm og ligner nærmest en lille by af etplanshuse. I midten er placeret en cirkel på 2 m i diameter, hvorpå der præsenteres et udvalg af forskelige typer af de indsamlede sten, som en slags museum over hvad vi bygger af: helt almindelige, masseproducerede mursten, betonfliser, kakler, gasbeton osv. – en slags Hvidovres bygge-dna. Det forskelligartede materiale vidner om parcelhusenes byggehistorie, hvordan vi hele tiden bygger om i takt med den skiftende byggemode og at Hvidovre konstant forandrer sig og altid vil være midlertidig. Titlen refererer til projektets oprindelige tidshorisont som var 3 måneder, indtil det nye og permanente Hvidovre Ny Bymidte blev bygget. De 3 måneder er indtil videre udvidet til 2 år. Processen har været en vigtig del af projektet: indsamling af hverdagens tiloversblevne byggematerialer i lokalområdet, den daglige tilstedeværelse og opbygningen af værket på sitet (på byggepladsen) over længere tid, samtaler med forbipasserende og indsamlere.
Projektet tager udgangspunkt i at alt er midlertidigt – selv en by som Hvidovre – og at det midlertidige og dagligdags liv er lige præcis det en plads skal bestå af. I værket ligger deer en grundlæggende ide om at starte nedefra og gro et værk frem med de materialer, folk, historier og aktiviteter, der i forvejen er i området, istedet for en industri af bycentre, der placeres med en forestilling om et (fiktivt) fremtidigt handels- og vækstaktivitets centrum.
Projektet er initieret af Hvidovre Kunstråd.
Det billige skidt 2015
Udstilling på Jægerspris slot, i anledningen af Grevinde Danners 200 års fødselsdag
Udstillingen blev lavet på og til stedet og består hovedsageligt af 3 værker:
Playing Alhambra, Blomster paptet og fordi alting
Playing Alhambra
Papemballage, tape og kuglepen
Playing Alhambra, detalje
Blomsterpaptet, pap fra administrationen og akrylmaling
Fordi alting, fotocollage med enkelte objekter (more…)
Sundholmssamlingen – områdeløft
Udstilling d. 9.-15. marts 2015 i boligbyggeriet Sundholm Syd
I ugen d. 9.-15. marts 2015 præsenteres Sundholmssamlingen – områdeløft: en ophobning af objekter, skår, former og strukturer, som Camilla Nørgård har indsamlet over en periode på 2 år på byggegrunden for det nye boligbyggeri Sundholm Syd, bygget af boligforeningen 3B og beliggende bag Aktivitetscenter Sundholm og Fabrikken for Kunst og Design, Amager.
Sundholmssamlingen – områdeløft er et udtryk for, at den jord vi går på, gemmer på ophobninger af forskelligartede objekter og materialer, aflejret over tid. I løbet af byggeprocessen er stumper af genstande og materialer således dukket op til overfladen. Potteskår, dukkeben og gamle udtrådte børnesko blander sig med mursten, afbrændte plasticflasker og korkpropper, og tilsammen udgør de en uhomogen samling, der vidner om Sundholms ældre og nyere historie som arbejdsanstalt, herberg og efterhånden mere blandet område med beboelse, institutioner, små virksomheder, kunstnerværksteder m.m.
En ophobning af objekter, skår, former og strukturer
af Anne Kølbæk Iversen
Udstillingen Sundholmssamlingen – områdeløft tager udgangspunkt i den samling af objekter og materialer som Camilla Nørgård har indsamlet gennem de sidste 2 år på en byggegrund bag Fabrikken for Kunst og Design, hvor hun har sit værksted.
Med indsamlingen af de fundne genstande har Camilla Nørgård foretaget en helt konkret afsøgning og registrering af det, der ligger lige for vores fødder, og samlingen et udtryk for, at den jord vi går på, gemmer på ophobninger af forskelligartede objekter og materialer, aflejret over tid. I løbet af opførelsen af byggeriet Sundholm Syd er stumper af genstande og materialer således dukket op til overfladen: Potteskår, dukkeben og gamle udtrådte børnesko blander sig med mursten, afbrændte plasticflasker og korkpropper, og tilsammen udgør de en uhomogen samling, der vidner om Sundholms ældre og nyere historie som arbejdsanstalt, hospital med eget vaskeri og et efterhånden mere blandet område med både herberg, børneinstitutioner, små virksomheder, kunstnerværksteder og nu også beboelse.
Sundholmssamlingen – områdeløft tematiserer såvel feltstudiet som diverse museale og private samlingspraksisser og knytter an til aktuelle diskussioner og undersøgelser af, hvordan vi betragter objekterne, vores relation til dem, deres relation til hinanden og den orden, der indstiftes gennem samlingen og arkivet. Nogle af de spørgsmål, der melder sig er: Hvad skal have en plads i samlingen og hvad skal ikke? Kan man på forhånd sige, hvad der fortæller en vigtig historie, og hvad der er uden betydning? På hvilket grundlag foretages klassificeringer og grupperinger i den pågældende samling?
Camilla Nørgård har bl.a. været inspireret af antropologen Michael Taussig, der med henvisning til Walter Benjamins notesbøger, peger på den måde, hvorpå disse spredte optegnelser, betragtninger og citater bliver et organ på linje med hjertet og hjernen – et organ der inkorporerer andre verdener i vores egen. At gå gennem Sundholmssamlingen – områdeløft er som at gå gennem et landskab med små øer, klynger af objekter, flader og koncentrationer, man kan zoome ind og ud på. Set på afstand danner de enkelte dele mønstre og former, som opløser sig til fordel for den enkelte tings særegenhed, når man kommer tættere på.
På sin vis har samlingens objekter alle relation til områdets ældre og nyere historie: lerflaskerne har måske indeholdt kemikalier, der har været brugt til blegning af tøj, da der var vaskeri i den bygning, som nu er Fabrikken for Kunst og Design, og plankerne er rester fra de skure, som stod, hvor de nybyggede lejligheder nu står. Udstillingen er i den forstand en ultra-lokal kulturhistorisk udstilling, der præsenterer arkæologiske fund fra et hjørne af Sundholm og som kan fortælle om det liv, der har udspillet sig her. Samlingen bærer vidne om Sundholms historie – men ikke på nogen entydig vis. For tingene i samlingen er i sagens natur tavse. De fortæller ikke, hvor de stammer fra eller hvad de har været brugt til. I den kulturhistoriske udstilling vil der da ofte være en tekst, som træder i stedet for den kontekst, den udstillede genstand er indgået i; en beskrivelse af materialer og dimensioner, en oprindelse og oprindelig funktion samt måske en dato for indsamling og indlemmelse i samlingen.
Så selvom Sundholms historie gemmer sig i og mellem de enkelte objekter i Sundholmssamlingen – områdeløft, understreger præsentationen af samlingen i lige så høj grad et fokus på materialernes kvaliteter og mønstre, ligesom udstillingen fremhæver forbindelser mellem objekter, informeret såvel af deres farver og former som af deres ophav, anvendelse eller art. Samlingen bærer således på en dobbelthed og svinger mellem, hvad litteraturteoretiker Stephen Greenblatt kalder ‘resonans’ og ‘forundring’ (wonder): samlingen på én gang resonerer af historier og stemmer, man kan være lydhør over for, en ‘etnografisk fylde’, man kan sætte sig for at afkode, samtidig med at den inviterer til at stoppe op ved en bestemt form, en mærkelig kontrast mellem tyngde og lethed eller en særlig flot farve. “Looking may be called enchanted when the act of attention draws a circle around itself from which everything but the object is excluded…” (Greenblatt 1991, s. 49)
På samme tid er samlingen som de samlinger af tilsyneladende værdiløse objekter, som børn slæber med hjem i lommerne, eller som den hovedpersonen i Virginia Woolfs novelle Solid Objects opbygger. Woolfs hovedperson besættes af jagten på objekter i vejkanter og buskadser, hvis betydningsfuldhed han ikke kan dele med andre. Ifølge Adorno unddrager børn sig netop kapitalismens logik, idet de sætter brugsværdi over bytteværdi.
Ved at være blevet samlet op, vasket og nu vist frem sker en særlig værditilskrivning til de ting, der er i Sundholmssamlingen – områdeløft. Og der er også en pointe i at løfte tingene op fra jorden og sætte dem ind i en lejlighed på 1. sal. Lejligheden har her en privilegeret position og kan ses som repræsentant for det middelklasseliv, man med områdeløftet ønsker at styrke. Samlingen er således et dokument over den transformation, der til stadighed finder sted, når nye bygninger og bymiljøer afløser tidligere. Og som sådan peger Sundholmssamlingen – områdeløft også ind i fremtiden og efterlader plads til stumper og genstande fra det liv, der leves nu og vil komme til at udfolde sig i Sundholm Syd. Man kan måske sige, at alt det bortkastede og glemte hermed får lov til at tale en sidste gang, før det bringes til tavshed. For samlingen har kun en kort eksistens – i det mindste i sin nuværende form, og med tiden vil materialerne (det som ting er lavet af) vinde over objekterne (de frembragte genstande), som antropolog Tim Ingold vil påpege. Flere af objekterne er i forvejen stumper eller skår af noget og måske allerede på vej til at blive eller indgå i noget andet.
Der har været en naturlig afgrænsning af materialet i Sundholmssamlingen – områdeløft. Indsamlingen begyndte, da de første spadestik til Sundholm Syd blev taget i foråret 2013, og den sluttede med opførelsen af de sidste bygninger i starten af 2015. De første beboere flytter ind 1. april. Alligevel er der ikke tale om en stivnet samling, hvor hver enkelt objekt og deres indbyrdes forbindelser er tegnet endeligt op. Indtil videre er det et åbent spørgsmål, hvad der skal ske med Sundholmssamlingen efter udstillingen. Skal den distribueres, sælges, lånes ud, smides ud eller lægges tilbage – opmagasineres eller udbygges? Udviklingen vil kunne følges på www.camillanorgaard.net, ligesom Sundholmssamlingen – områdeløft vil blive dokumenteret og diskuteret i et katalog, der udkommer senere på året.
Referencer
Theodor Adorno Minima Moralia, Del 3 stk. 146, Suhrkamp Verlag 1951
Stephen Greenblatt “Resonance and Wonder” i Ivan Karp og Steven D. Lavine (red.) Exhibiting Cultures:Poetics and Politics of Museum Displays, Smithsonian Institute 1991
Tim Ingold “2. Materials against materiality” i Being Alive, Routledge 2011
Michael Taussig “No. 001 Fieldwork Notebooks”, The Book of Books, dOCUMENTA (13), Hatje Cantz 2012
Virginia Woolf Solid Objects, The Athenaeum 1920
Udstillingen er støttet af Amager Vest Lokaludvalg og Statens Kunstfond. Boligforeningen 3B har venligst stillet en lejlighed til rådighed.
Sundholmssamlingen – områdeløft på Kunsten.nu
Hørgården 2 mini på Sundholmsbakker (2014)
Hørgården2 mini er en bænk, der i sin udformning mimer det sociale boligbyggeri Hørgården. Bænken består af 4 betonrektangler, og ligger parallelt med Hørgården og forholder sig præcist til dens mål og beliggenhed. Bænken er støbt på stedet i beton som områdets omkringliggende byggerier. I bænkens overflade er ilagt flækkede granitsten og enkelte glasskår, som er fundet på pladsen.
Hørgården 2 mini er lavet i forbindelsen med anlæg af pladsen Sundholmsbakker mellem Hørgården, Fabrikken for Kunst og Design og det nye boligbyggeri, Sundholm Syd. Pladsen blev initieret af Områdeløft, og kunstnere fra Fabrikken for kunst og Design deltog i udformningen på forskellig vis.
Elementær.ræk.værk (2013)
Elementær.ræk.værk (2013)
Permanent installation. Globen, Magleparken Ballerup.
Samarbejdspartnere: Asbjørn Albertsen, Marie Cathrine Trabut Jørgensen.
Elementær.ræk.værk er en udsmykning lavet i 2011-13 i forbindelse med et nybyggeri til den integrerede institution Globen, beliggende i Magleparken, Ballerup. Udsmykningen tager udgangspunkt i den tidligere institution Tusindfryd og dens historie.
Tusindfryd var en af mange børneinstitutioner arkitekten Tutti Lütken tegnede i 1960’erne. Børn og personale har igennem 40 år bygget med og helt konkret tegnet videre på deres institution og Elementær.ræk.værk er et forsøg på at få den historie med ind i den nye institution. Den gamle institution skulle rives ned og vi fik lov at tage hvad der var blevet ladt tilbage, save det op i små stykker og installere det på ny i den nye institution. Det er blevet til både den konkrete historie om Tusindfryd, men også om børneinstitutioner generelt i Danmark.
Der er lavet en publikation, der beskriver hele projektet og forløbet. Læs mere om publikationen om udsmykningen og historien bag.
Havearrangement – a chemical morning in the garden
Havearrangement – a chemical morning in the garden
Sammensmeltede plastposer, træ og sten. 500 cm x 500 cm.
Udstilling: suburbSATELLITE bagsværd, Ida Ferdinands have, 18.08.13-29.09.13.
Kurator: Instant Herlev Institute og Ida Ferdinand.
Rød/gul
At udelukkende bruge farverne rød og gul var i mange år et ikke-sentimentalt farvevalg. Det fungerede som et benspænd og befriende igangsætter
Hinkeruder på Lindevangsskolen. 2002-6
Væg til væg 2007
I et hjørne af Middelfart, 1999
Rød/gul skiltning, Carlsberg. Med Jørgen Carlo Larsen
Ordet i biledkunsten, Den Frie udstillingsbygning 2006
Virtuel vandring på Amager Fælled, Kurateret af Jon Paludan
Nyordning. Desangående (2013)
Nyordning. Desangående (2013)
Biblioteket i DR-Byen
Udklip fra dokumenter, informationsmateriale, noter mm.
0,60 x 12 m
Tolv individuelle collager lavet af arkivmateriale fra DRs bibliotek fra 1957 og frem.
Collagerne fortæller om overgangen til EDB, omrokeringer, særlige reoler og hævesænkeborde med klap, talemåder medarbejderne imellem, udviklingen fra håndskrevet regnskab over faxpapir, kartotekskort og bogmærker, mm. Kort sagt hvordan den personlige og den institutionelle historie er vævet sammen – i det konkrete tilfælde, og i forholdet mellem institutioner og personer generelt – synliggjort ved den måde vi forsøger at organisere os og vores rammer på.
Etnografisk Eksploratorium
Field of books
Collage af bibliotekets gamle smudsomslag.
Antropologisk Institut, Københavns Universitet.
Minimonstrum (2011)
Minimonstrum (2011)
Ballerup Børnebibliotek.
Møbler og andet fra bibliotekets magasin.
Lavet i samarbejde med Marie-Cathrine Trabut Jørgensen og Asbjørn Albertsen.
Minimonstrum er et projekt i forlængelse af Monstrumlandskab.
Der blev ved Monstrumlandskab udarbejdet en helhedsplan for biblioteket, og Minimonstrum er en del af denne. Minimonstrum er lavet for de 0-3 årige og deres forældre.