Field of books
Collage af bibliotekets gamle smudsomslag.
Antropologisk Institut, Københavns Universitet.
Etnografisk Eksploratorium (EE) er et nyt forum på Institut for Antropologi på Københavns Universitet. EE er i efteråret 2012 realiseret i sin grundform ved at få stillet et af instituttets nedlagte bibliotekslokaler (70 m2) samt to mindre rum til rådighed. EE er søsat af en gruppe studerende og ansatte forskere ved Institut for Antropologi med stærke visioner om at skabe et nyt mødested mellem instituttets studerende og ansatte – og vores omverden.
Øget rationalisering og bureaukratisering har afstedkommet tiltagende standardisering af forskning og undervisning og vi har derfor en vision om at skabe et eksplorativt akademisk åndehul, der skal fremme kollaborative og eksperimenterende forskningsaktiviteter i et nyt og inspirerende læringsmiljø. Dette skal ske med deltagelse af studerende og ansatte forskere ved Institut for Antropologi, samt ved inddragelse af bredere kredse med interesse for det etnografiske. EE skal realiseres ved at omdanne et af fakultetets nedlagte bibliotekslokaler og skabe et rum, der fremmer nye former for undervisning og forskning. Da vægten ligger på det eksplorative, dvs. det innovative og søgende, spiller også rummets kunstneriske udformning og indretning en stor rolle i forhold til at skabe rammerne for et attraktivt og inspirerende miljø, der kan anspore til nyskabende tanker og frivillige forskningsprojekter hos såvel studerende som ansatte forskere. Det er tanken, at forskellige tiders læring og videnskabelige metoders visuelle æstetik genskabes, og dermed gør rummet til et forum, hvor kunst og videnskab spiller sammen og virker inspirerende for de workshops, undervisningsforløb og det tværgående projektarbejde, rummet er tiltænkt
I første omgang er der lavet en collage lavet af en del af de smudsomslag som en bibliotekar havde gemt og samlet fra de sidste 40 år. De er blevet befriet for tekst og billeder, hvorved deres form og betydning kommer til at fremstå som den eksotiske ting de er og vores egen omgang med bøger og viden kan få et billede på sig. I første omgang fungerer collagen som samlingspunkt i rummet der visualiserer noget af vi betragter som givet, men som er en baggrund – og nu historie for den visuelle del af vidensformidlingen. Jeg har i samarbejde med arkitekt Marie Catrine Jørgensen lavet yderligere et forslag til udsmykning af stedet, som det forsøges at rejse penge til.