-
Archives
- July 2020
- September 2019
- July 2019
- April 2019
- January 2019
- December 2018
- June 2018
- May 2018
- March 2018
- January 2018
- December 2017
- October 2017
- July 2017
- May 2017
- April 2017
- November 2016
- October 2016
- September 2016
- August 2016
- April 2016
- March 2016
- February 2016
- November 2015
- September 2015
- June 2015
- April 2015
- March 2015
- February 2015
- November 2014
- September 2014
- May 2014
- October 2013
- September 2013
- August 2013
- May 2013
- March 2013
- February 2013
- December 2012
- August 2012
- June 2011
- March 2011
- August 2010
- December 2009
- August 2009
- May 2009
- July 2008
- May 2008
- January 2008
- July 2007
- January 2007
- August 2006
- May 2006
- June 2005
- May 2004
- April 2003
- October 2002
- April 2002
- September 2001
- August 2000
- March 2000
-
Meta
Author Archives: Camilla Nørgård
Nyt website
Der er lavet et nyt website, og sitet her fungerer nu som arkiv.
Det nye website www. Camillanorgaard.net fokuserer på de senere års projekter og produktion
Trappesletten i Vestervig
Om Camilla Nørgårds Trappesletten i Vestervig:
Et nyt byrum på Klostergade 58 trækker referencer til Vestervigs bygningshistorie fra jernalderens dørmåtte i strandsten, marksten, kloster sten til byens engang store produktion af tegl og cement. Det er alle tider og materialer, men de er ikke-hierarkisk repræsenteret, og er mere et bud på hvad vi faktisk har omkring os lige her og nu. Camilla har indsamlet materialer og historier i samarbejde med borgene, og med udgangspunkt i byens mange trappetrin, dannet et ”trappelandskab”. Trappetrinene i Vestervig er både en del af huset og rager samtidig langt ud på gaden, det er mellemstykket mellem offentlig og privat, og her man siger goddag og farvel. På Trappesletten skyder således fragmenter af trapper, trin og terrasser op ad den skrånende grund i Klostergade, og bliver bindeled til byens fårefold og selv-pluk-plantage. Mursten,kakler og smukt forsirede gesimsstykker fra det tidligere hus på grunden, børn har indsamlet strandsten, gamle hasleklinker, kommunens kantsten, cementblokke mm bliver til hver sit trappe element. Nederst på grunden står en stor betonmodelleret kurv der beplantes med stauder der graves op fra forladte grunde i byen. Den er lavet som symbol på det man bære med sig og samler sammen, inspireret af en ældre dame i byen der netop lavede sådanne kurve. Alt grønt plantes i samarbejde med den grønne gruppe i byen, ligeledes laves der en gang om året en trappe dag, hvor eventuelle nye elementer kan komme til, eller gamle kan kan repareres.
Bytrappen. Klassisk støbt betontrappe, beklædt med originale forskellige typer hasle klinker, doneret af en pensioneret murer. Udbredt blædning i hele Danmark op til og med 70´erne
Ejvind Poulsens trappe. Trappe lavet af musten, kakler og sålbænke fra det hus der engang lå på grunden. Leret til murstene er efter alt sandsynlighed gravet og brændt på Vestervig teglværk
Sct. Thøgers trappe. Kvadresten fra Sct. Thøgers Kirke. Fundet på præstegården. Overalt i Vestervig og omegn er der sokler og trappesten bygget af de gamle kvadresten fra kirken.
Posthustrappen. Sokkelsten til det gamle posthus, doneret af en gårdmand der havde dem liggende
Klostertrappen, Munkesten fra klostret. En rest tilovers fra en af de mange gårde der rundt omkring er bygget af munkestenene.
Markstenstrappen. Overalt på markenere bliver sten ved med at komme op til overfalden. Bunker af sten ligger bag hver en gård. Klassisk pigstens trappe.
Børnetrappen. Lavet af 2 og 3 klasse på Vestervig skole. Strandsten fundet i Agger. Støbt i fliser efter sildebensmønster inspireret af dørmåtte i fra jernalder-byhøj, som ligger lige udenfor Vestervig Kirke.
Kommunetrappe og platform. Lavet af kantsten fra Thisteds kommunes materiale lager
Stadiontrappen. Lavet af betonsveller fra huset og grunden. Fører op til fårene som går på den tidligere fodboldbane.
Ølandstrappen. Trappesten fra Kirkegården, Ølandsfliser.
Betonsten. Færdigstøbte 2. sorteringsbetonelementer fra Thisted cement og betonfabrik, både til bænk og trappesten
Træbænkene er lavet af en lokal
Kurven: Modelleret op i beton med pigment. Forstørret kurv lavet efter ide af ældre beboer som havde en lignende kurv i sin gård, med stauder fra ældre generationer.
Museumsfaskine – Byens egne veje
Byens egne veje – Kunst i skærbæk etape 3. Udstilling i Skærbæk 29.6-15.9
Museumsfaskine
Som del af udstillingen Byens egne veje – Kunst i Skærbæk etape 3.
Skærbæk lokalhistoriske museum havde indsamlet og fået foræret genstande fra lokal området gennem mange mange år, og drevet museet selv. Siden blev tiderne dårlige og museet blev overdraget til Museum Sønderjylland. Efter nogle år måtte også de dreje nøglen om, men da genstandene nu var museumsgenstande skulle alt nu til Tønder for at opbevares på rigtig vis. Så da Skærbæk museum lukkede i 2016, forsvandt alle tingene ud af Skærbæk.
Inspireret af vadehavets faskiner (to rækker af pæle med kviste imellem, der tilbageholder organisk byggemateriale så der dannes nyt land) , og for at hente noget af det tabte hjem, kørte jeg til Tønder og fandt bag ved museum Sønderjylland, en bunke af tiloversblevne sager. For at forsøge at holde på det kultur og kunst der er, det der tilflyder, eller aflejres har jeg lavet en art museumsfaskine af sagerne fra Tønder.
Belles samling
En samling af genstande fundet på vandring i Mellemrummet, der åbner for historier og forviklinger mellem vind, sol, fejemaskiner, mennesker og deres omgivelser. Kortet på væggen viser områderne hvor tingene er fundet, nemlig i alle grænsefladerne mellem hegn, skel, kantsten, buske, p-pladser osv. Udskriften af tønderkniplingen peger på ligheder i dannelsen af kniplinger, vandringer, fortællinger og landskaber.
Stentavler fra Mellemrummet (udstillet på Skærbæk station)
Fundet delvist sunket i jorden. Oprindelig var de bordplader men vind, vand, jord og bevoksning har gjort sit til at bjerget i pladerne er blevet tydeligt igen.
Deres placering som stentavlerne udenfor Skærbæk kirke er sammen med de nu afdækkede gulvfliser og terrazzogulvet på stationen medvirkende til at de for en tid er landet her.
KulThyvator Vestervig
Trappecollage til Klostergade 58 i Vestervig.
Huset skal rives ned og på pladsen laves et offentligt værk/park anlæg.
Skitsefremvisning 20.5.19
Realisering primo sept. 2019
Projektet er en del af KulThyvator
Modelskitse
Børnenes byggeruin
Børnenes byggeruin – Engesvang
Skitsekonkurrence til ny Børneinstitution i Engesvang
Udføres oktober 2019
Collager fra Grønttorvet
Asfaldt (bitumen) gobelin
2,5 x 3,40 m
Nedblæst, omsust, frit svævende
Tagpap fundet på Grønttorvet
Kom til nedrivning af Midlertidig Hvidovre
Velkommen til nedrivning af Hvidovre-skulptur!
Det sker ikke så tit, og det er sjældent noget man fejrer. Alligevel inviteres alle Hvidovreborgere til at overvære nedrivningen af skulpturpladsen Midlertidig Hvidovre – Hvidovre i Midlertid, beliggende på hjørnet af Hvidovrevej og Risbjerggårds Allé, lige overfor Hvidovre Hovedbibliotek. Det sker fredag d.14. december kl.15 med en lille udskænkning til de fremmødte.
Fra midlertidig til næsten permanent
Projektet er oprindeligt startet af Hvidovre Kunstråd som led i en række midlertidige skulpturer og events, der skulle foregå på den plads, som skal danne centrum for en ’Ny Hvidovre Bymidte’. Skulpturpladsen blev bestilt til at skulle kunne holde til at stå på d.pladsen i 3 mdr., men endte altså med at stå der i næsten 3 år.
”Forholdet mellem midlertidighed og permanens og især forestillingen om et perfekt nyt vedligeholdelses frit bycentrum, der skulle bygges der midt på græsplænen – gjorde skulpturen fik det navn den fik,” fortæller kunstner Camilla Nørgård.
Tiloversblevne byggematerialer bliver til kunst
Camilla Nørgård har lavet skulpturpladsen med lokale materialer doneret af engagerede Hvidovreborgere. ”Folk i Hvidovre er flittige, bygger om, reparerer, restaurerer, vedligeholder, finder på nyt, laver om, gør moderne osv. Foran stort set hvert eneste hus ligger en lille bunke af sten, som er til overs og klar til udsmidning, men som gemmes hvis nu engang… Nogle bunker har ligget der meget længe.” Fortæller Camilla Nørgård.
Kunstneren satte en annonce i avisen, og delte flyers ud med en opfordring til, at man kunne aflevere sine gamle tegl, sten og klinker på pladsen. ”Jeg bankede på hos folk, og spurgte om de ville af med nogen af deres sten, og lånte en trillebør. En ældre dame kom med en sækkevogn, med de flotteste fliser. Dage gik med afhentning rundt omkring og hver gang jeg kom, havde folk lagt flere sten frem, ofte i flotte mønstre. Bunken voksede lige så stille.” Fortæller Camilla Nørgård.
Der blev med hjælp fra den friske ungdom og ældre fagfolk lavet 5 bænke, som i form mimede parcelhuse. De dannede en halvcirkel rundt om en plads, som en slags arkæologisk samling fra nutiden med alle de forskellige, mærkværdige og almindelige sten, folk havde afleveret. Skulpturen er lavet efter diametralt modsatte metoder sammenlignet med processen, når Hvidovre Bymidte laves, tegnes, designes og materialer indkøbes og transporteres dertil. I stedet for at køre på genbrugspladsen, har Hvidovreborgere kørt stenene direkte hen på pladsen og ladet alle de små bunker foran hvert lille ”hus”, danne grundlag for bymidten og blive til én stor plads.
Tag et stykke med hjem og giv det nyt liv
Værket var lavet til at holde i 3 mdr., men da de 3 mdr. var gået, var der stadig ikke nogen NY Hvidovre Bymidte på vej, det blev besluttet, at kunstværket kunne blive stående lidt endnu. Græsset blev jævnligt slået rundt om, skrald blev opsamlet og der blev lavet en ordning, hvor Camilla Nørgård udbedrede små reparationer. Én gang blev der udøvet seriøst hærværk, og fliser og klinker oven på bænkene blev smadret.
Der blev lavet en pudset betonoverflade i stedet. Nu er skulpturen ved at være slidt ned af frost og regn og tørke – og det vil koste noget mere at sætte den i stand. Derfor inviteres alle interesserede til at være med til nedtagningen af skulpturen.
Tak til Hvidovres borgere for at bære sten til ”bunken”. Den er lavet med udgangspunkt i en accept af at ting og steder forandrer sig. Den er lavet med fokus på billige omkostninger, gode murere, og med hjælp fra ufaglært arbejdshjælp, den samler folk og steder og i måden den blev lavet på, gør den lige præcis det, som man gerne vil planlægge sig til i en bymidte.
Tag en sten med dig – og lad den få et nyt liv et andet sted.
Velmødt!
Camilla Nørgård og Hvidovre Kunstråd
Mere Ærø
Mere Ærø
Ærø er et morænelandskab, der er dannet ved at sten er blevet flyttet rundt på og slebet til af sand, vand og is. Det er en fortsat ustoppelig proces. I 2016 blev 38.000 tons granit sejlet til Marstal og brugt til at bygge bølgebrydere og kystsikring. En hel lille norsk ø fusionerede derved med Ærø. Mere Ærø er skabt af ruinfragmenter hentet på stranden ved Nissum Bredning. Her lå de som smukke og mærkelige konglomerater. Måske som en ulovlig dumpning af rester fra en gård der ikke længere duede. Måske som ulovlig kystsikring. De er meget tunge, men er slæbt hen af stranden unge stærke folk, kørt i bil og sejlet til Søby. Nu ligger de her mellem bebyggelse og kyst og er et lille stykke kystsikring.
I nordjylland blev der i sommer revet træer og buske op for at hælde beton ud over et areal som to fodboldbaner for at lave ulovlig kystsikring. Udgangspunktet for værket er disse historier, om at flytte rundt på landskaber for at bevare andre, om inddæmning, deltagelse og forsøg på forhindring af verdens konstante forandring.
Skulpturen var en del af Sommerskulpturbiennalen 2018 i Søby, Ærø.
More Ærø
Ærø is a moraine landscape that has been formed by the fact that stone has been moved around and wrecked by sand, water and ice. It is an unstoppable process. By 2016, 38,000 tonnes of granite were sailed to Marstal and used to build wave breakers and coastal protection. A whole small Norwegian island merged with Ærø. More Ærø is created from ruins of fragments collected on the beach at Nissum Bredning. Here they lay like beautiful and weird conglomerates. Perhaps as an illegal dumping of residues from a farm no longer dated. Perhaps as illegal coastal protection. They are very heavy, but are dragged by the beach young strong people, driven by car and sailed to Søby. Now they are situated between buildings and coasts and are a small piece of coastal protection. In northern Jutland, trees and shrubs were ravaged in summer to pour concrete over an area like two football courts to make illegal coastal protection. The starting point for the work is these stories about moving around on landscapes to preserve others, about indentation, participation and attempts to prevent the constant change of the world.
The sculpture was part of the Summer Sculpture Biennale 2018 in Søby, Ærø.
Pirpasol
Pirpasol, er lavet med solens stråler og et brandglas. Papiret er kodak røntgenbeskyttelsespapir fra 70´erne.
Værket består af 24 dobbeltark, hvor der er brændt huller med solens stråler gennem brandglas. Det er en udendørsaktivitet, der skal være sol og helst kun lidt blæst. En lille brise tænder for alvor ild i papiret. Dialogen med omgivelserne i tilblivelsesprocessen er meget nærværende. Alt efter om det er lettere skyet, hvad tidspunkt det er på dagen, vinklen og afstanden til papiret mm spiller ind. Papiret er røntgenfoto beskyttelsespapir fra 70´erne, og den varme fede gule farve er typisk for Kodaks gule i 70´erne. Papiret er tykt og ellers uigennemtrængeligt for lysstråler. Når man bruger solen direkte som energikilde og værktøj i sine værker, er det en umiddelbar og billig måde at arbejde på, og samtidig gør man sig afhængig af solen og vejret. Man vedkender sig at man tilhører en verden med sol og vind, en ikke-statisk verden hvor objekter kan fremstilles isoleret fra omverden.
Værket var en del af udstillingen Pirpasol over behovspyramide, maj 2018
Behovspyramide – dont look forward, look around
Behovspyramide – dont look forward look around
Fra udstillingen Pirpasol over Behovspyramide, på udstillingsstedet Pirpa, Grønttorvet.
Byggeaffald fra Grønttorvet, Valby 2018
Behovspyramide – hierarchy of needs
Behovspyramide består af affald og efterladenskaber fundet på grønttorvet gennem det sidste 1,5 år.
Behovspyramide er taget efter Maslows behovspyramide, som dog i vores dage virker forældet på mange måder, her frit fortolket men stiller måske mere spørgsmål til hvad og hvilke behov vi egentlig har, og hvad vi bygger med for at få dem opfyldt. Det er en nybyggeriets behovspyramide, og er et kondenseret portræt af grønttorvets byggede miljø. Pyramiden som form er gammel og næsten altid del af en religiøs dyrkelse. Indeni pyramiden ligger skattene, og måske ligene.
Behovspyramiden er udelukkende stablet, der er ingen lim eller andet til at holde den sammen. Tingene er samlet ad hoc på turer rundt på grønttorvet – og er i sin tilblivelsesproces i stor kontrast til hvordan der bliver bygget i dag.De forskellige materialer og deres struktur minder om elementer fra et fremmed og fremtidigt geologisk landskab, hvilket det på en måde også er, da det er fremtidigt affald.
Der er meget på færde på det tidligere grønttorv i Valby og mange problemstillinger, der kondenseres her i forbindelse med nedrivning af Grønttorvet og byggeri af ny bydel. Den øgede industrialisering af frugt – og grøntsagsproduktionen medfører at den ejes af færre hænder og flyttes og længere væk fra hvor den konsumeres. De billige småindustrielle lejemål forsvinder og der bygges i stedet en hel ny bydel på én gang, med de for tiden gængse metoder. Overalt ligger der bygningsmateriale – gammelt som nyt og flyder og vidner om den proces. Hvad stiller man op med det?
At arbejde stedsspecifikt i det byggde miljø er måske en mulighed. Gennem det sidste 1,5 år har Camilla Nørgård haft værksted og udstillingssted på Grønttorvet, og i den forbindelse researchet, taget fotos, og samlet byggeaffald og efterladenskaber på stedet mm. Udstillingen anvender således lokalt indsamlet byggeaffald som sit materiale, selvom meget af det er kørt, fløjet eller blæst ind fra andre steder i verden. Udstillingen er en del af et længere varende projekt på Grønttorvet, som med denne udstilling munder ud i de 3 værker: Behovspyramide, Sol over Pirpa, og vævet ind i Valby, et stykke frugtarkitektur. Processen er vigtig for projektet – hvordan skaffer man sig sit materiale, hvordan går man i dialog med verden. At gå og kigge, lede, snakke med folk og på den måde samle materiale sammen, er en måde at være tilstede på, som på alle måder står i kontrast til arbejdet på en byggeplads, og den måde der bygges boliger, og skaffes materialer på i dag.
Frugtarkitektur – vævet ind i Valby
4 m x 4,5 m
Vævet ind i Valby – et stykke frugtarkitetktur
Værket er en ekstra væg, en isolering. Dets store størrelse og decentrale udtryk, gør at man ikke rigtig kan overskue eller fokusere men bare må vandre rundt i det. Det er og ligner et bygget miljø, og det vidner om den transport og infrastruktur som pappet er en uundværlig del af, og på den måde med til at forme vores omgivelser. Pap er i den grad et materiale, man kan få det alle steder helt gratis. Det her er fra grønttorvet, både det nye og det gamle, fra Dagrofa (engros butik på grønttrovet)) og asien supermarket lige på den anden side af gaden. Pappet er fra frugtkasser, det der gør at man kan transportere en blød blomme langt væk uden den går i stykker. Deraf også de mange ”luft”huller i pappet.
Fra udstillingen Pirpasol over behovspyramide på udstillingsstedet Pirpa på Grønttorvet, 2018
Det allestedsnærværende utilsigtede springvand
Elliscavator på Pirpa:
Det allestedsnærværende (utilsigtede) springvand
Elliscavator består af Ellen Hyllemose, Lise Nørholm og Camilla Nørgård. Vi har med jævne mellemrum lavet fællesprojekter, ved siden af hver vores praksis . Et fælles, ikke defineret rum, der som regel tager form og bygges op gennem dialog med det aktuelle sted, under selve opbygningen af udstillingen. Vi opdagde undervejs at det faktisk er ret længe siden vi har lavet en decideret udstilling sammen, men vi har haft løbende møder og snakke og samlet ting og historier til vores ongoing diskussion. Vi er ret forskellige, men det bliver det næsten kun bedre af; hele tiden at blive udfordret på egne paratheds-reflektioner.
Med udstillingen fremkaldes det underliggende vandledningssystem og allestedsnærværende mulige springvand, der allerede eksisterer på Grøntorvet, indenfor som udenfor. Også på Pirpa, der med udstillingen her får understreget sine meget konkrete forbindelser til omverdenen.
Det gamle grønttorv i Valby, er i nedrivningsprocessen elendige kloakker, håndvaske der drypper, utætte tage, søer, vandpytter og kortvarige springvand. På udstillingen er alt gammelt afkoblet og forbundet med nye haveslanger i stramme men ikke nødvendigvis funktionelle retninger. Regnvand er opsamlet, i Grønttorvets efterladte flasker og plastik beholdere, fra regnpytter og utætte nedløbsrør. Flere springvand er sat igang via uigennemskuelige vandveje og stillestående vandspejl. Vandet der bryder igennem og cirkulerer omkring os – varmt og koldt – i eller udenfor rør minder os om katastrofer, funktioner, helse og leisure. Vi har haft held med at ønske os styrtregn, så der har været nok regn til hele udstillingsperioden. Der er et hul i væggen ind til udstillingsstedet RØM – det var på mange måde igangsætteren for hele udstillingen. Der manglede en monteret vandslangeholder, hvor slangen kunne føres gennem hullet. Vi så nu rummet som et udendørsrum med de gule mursten og fik øje på alle dets til og frakoblinger, samtidig med, at der udenfor på Grønttorvet sejlede og dryppede med utætte ledninger.
På udstillingen er der gennem længere tid blevet opsamlet regnvand i de flasker, som man finder overalt på grønttorvet, enten efter nogle af de mange rave-parties, spændende sprutmærker fra Østeuropa eller bare sodavandsflasker. Der er samlet ind fra regn pytter eller større ”søer”. Vandet der cirkulerer i udstillingen er således udelukkende opsamlet regnvand. Alle de andre slanger er tilkoplet det etablerede vvs-system og kan tilkobles, hvis det er. Når man kommer og ser udstillingen bliver der hentet vand ind fra regntønderne. Der er stillestående vand-tableauer, der spejles i et stykke indrammet presenning (den presenning der skulle beskytte mod vandet). Vandslanger er udlagt og fæstnet i inddelinger, der indrammer rummet. Alt vores vand er i dagligdagen indpakket i pvc-plast, alle ledninger og baljer, det er måden vi håndterer det på. På udstillingen er de gjort til skulpturelle objekter og kommet på sokler. Et hvert torv med respekt for sig selv har et kunstspringvand – nu også Grønttorvet.
Med overophede vejrprognoser, styrtregn og advarsler der bipper ind på telefonernes vejr apps, samtidig med oversvømmelser og storme, hvor man har på fornemmelsen af, at vi på ingen måde har set konsekvenserne af klimaforandringerne, blev det vi diskuterede, det dystopiske springvand og det at have styr på vand – som aldrig helt lykkes.
PIRPA er et kunstnerdrevet udstillingssted, hvis profil er at lave udstillinger der på forskellige måder forholder sig til Grønttorvet og den forvandling der sker på stedet fra industriel arbejdsplads til boligbyggeri.
Udstillingen er støttet af STATENS KUNSTFOND
Utilsigtet springvand – med Elliscavator
Elliscavator på Pirpa:
Det allestedsnærværende (utilsigtede) springvand
Elliscavator består af Ellen Hyllemose, Lise Nørholm og Camilla Nørgård. Vi har med jævne mellemrum lavet fællesprojekter, ved siden af hver vores praksis . Et fælles, ikke defineret rum, der som regel tager form og bygges op gennem dialog med det aktuelle sted, under selve opbygningen af udstillingen. Vi opdagde undervejs at det faktisk er ret længe siden vi har lavet en decideret udstilling sammen, men vi har haft løbende møder og snakke og samlet ting og historier til vores ongoing diskussion. Vi er ret forskellige, men det bliver det næsten kun bedre af; hele tiden at blive udfordret på egne paratheds-reflektioner.
Med udstillingen fremkaldes det underliggende vandledningssystem og allestedsnærværende mulige springvand, der allerede eksisterer på Grøntorvet, indenfor som udenfor. Også på Pirpa, der med udstillingen her får understreget sine meget konkrete forbindelser til omverdenen.
Det gamle grønttorv i Valby, er i nedrivningsprocessen og det er fuld af elendige kloakker, håndvaske der drypper, utætte tage, søer, vandpytter og kortvarige springvand.
På udstillingen er alt gammelt afkoblet og forbundet med nye haveslanger i stramme men ikke nødvendigvis funktionelle retninger. Regnvand er opsamlet, i Grønttorvets efterladte flasker og plastik beholdere, fra regnpytter og utætte nedløbsrør. Flere springvand er sat igang via uigennemskuelige vandveje og stillestående vandspejl. Vandet der bryder igennem og cirkulerer omkring os – varmt og koldt – i eller udenfor rør minder os om katastrofer, funktioner, helse og leisure. Vi har haft held med at ønske os styrtregn, så der har været nok regn til hele udstillingsperioden.
Der er et hul i væggen ind til udstillingsstedet RØM – det var på mange måde igangsætteren for hele udstillingen. Der manglede blot en monteret vandslangeholder, hvor en vandslange kunne føres gennem hullet, og den satte vi så op. Vi så nu rummet som et udendørsrum med de gule mursten og fik øje på alle dets til og frakoblinger, samtidig med, at der udenfor på Grønttorvet sejlede og dryppede med utætte ledninger. Vi monterer en vandslangeholder, hvor slangen kunne føres gennem hullet.
På udstillingen er der gennem længere tid blevet opsamlet regnvand i de flasker, som man finder overalt på grønttorvet, enten efter nogle af de mange rave-parties, spændende sprutmærker fra Østeuropa eller bare sodavandsflasker. Der er samlet ind fra regn pytter eller større ”søer”. Vandet der cirkulerer i udstillingen er således udelukkende opsamlet regnvand. Alle de andre slanger er tilkoplet det etablerede vvs-system og kan tilkobles, hvis det er. Når man kommer og ser udstillingen bliver der hentet vand ind fra regntønderne. Der er stillestående vand-tableauer, der spejles i et stykke indrammet presenning (den presenning der skulle beskytte mod vandet). Vandslanger er udlagt og fæstnet i inddelinger, der indrammer rummet. Alt vores vand er i dagligdagen indpakket i pvc-plast, rørledninger og baljer, det er måden, vi håndterer det på. På udstillingen er de gjort til skulpturelle objekter og kommet på sokler. Et hvert torv med respekt for sig selv har et kunstspringvand – nu også Grønttorvet. Vi ser overophede vejrprognoser, styrtregn og advarsler der bipper ind på telefonernes vejr apps, samtidig med oversvømmelser og storme, hvor man har på fornemmelsen af, at vi på ingen måde har set konsekvenserne af klimaforandringerne. Vi diskuterede vand i kroppen, det omgivende vand, vand som helse, fritid og nydelse, det dystopiske springvand og det at have styr på vand – som aldrig helt lykkes.
Udstillingen er støttet af STATENS KUNSTFOND
Instant local pop-up museum 2017
Foto: Jeanette Land Schou
Instant local pop-up museum består af to værker. Forhæng og nybyggerlandskab.
Begge værker tager udgangspunkt i materialer fundet på grønttorvet. Forhæng er således sammenstrøgede frugt- og grøntsagsnet. Forhænget markerer at udstillingsstedet Pirpa, midlertidigt er omdøbt til instant local pop up museum.
Forhæng
6 m x 3 m, sammenstrøgede frugtnet og grønrsagsnet
Foto: Jeanette Land Schou
Nybyggerlandskab (detalje)
4 m x 0,50 m, fundne materialer. Værket Nybyggerlandskab, består af materialer til brug ved nybyggeri, og de er alle fløjet med vinden og landet via en hvirvelvind foran Pirpa.
Vist på udstillingsstedet Pirpa i forbindelse med udstillingen Engros på Grønttorvet, Valby Engros på Idoart
Vestindien revisited
Hvilke spor i landskabet efterlod det officielle Danmark, da de vestindiske øer blev solgt til USA i 1917? Hvordan forgrener de fortidige aktiviteter på øerne sig i dag? Hvad følger i kølvandet på tidligere dansk ejerskab over øerne?
Det er disse spørgsmål, udstillingen ”Vestindien Revisited” på M/S Museet for Søfart adresserer. Med udgangspunkt i havnen på St. Thomas, som den bliver brugt i dag, undersøger vi, hvordan en dansk kolonial infrastruktur forbinder forskellige historiske perioder og har muliggjort en række nutidige aktiviteter
Havnen i byen Charlotte Amalie på St. Thomas er et travlt trafikalt knudepunkt, og gennemstrømning er et af havnens kendetegn. Industrier blomstrer op og giver mere eller mindre humane arbejdspladser, varer eksporteres og forbruges andetsteds, og allehånde projekter forsvinder igen lige så hurtigt, som de kom. Al denne aktivitet – der ofte er rundet af interesser og behov udtænkt i andre dele af verden – har helt lokalt skabt grundlag for særlige former for liv, hvor noget trives, og andet sygner hen. Spørgsmålet er, hvad der bliver tilbage, når skibe, varer, mennesker og andet strømmer ind og ud af havnen?
Udstillingen er baseret på et samarbejdsprojekt og en indsamling af nutidsgenstande fra St. Thomas foretaget af antropolog Nathalia Brichet og historier og formidlilngschef Marie Ørstedholm, på rejser til øen i december 2016 og igen i januar 2017.
Læs Katja Kvaales anmeldelse af udstillingen i Week-end avisen her
I forbindelse med udstillingen lavede vi kataloget her.
Layout Anne Bovbjerg og Camilla Nørgård
Engros
ENGROS
skulpturudstilling på Grønttorvet i Valby
Valbys gamle grønttorv ligger lige nu omgivet af bjerge af asfalt, grus og beton. Med en utrolig hastighed forvandles bygninger til bunker af pulveriseret beton, der køres bort for at give plads til en uendelig leverance af nye betonelementer. Grønttorvet er i en transformationsfase fra engroshandel med frugt og grønt til nybyggede boliger, og de næste to år er en del af området udlagt til midlertidige kulturaktiviteter. Skulpturi har, i samarbejde med udstillingsstedet Pirpa, hermed fået muligheden for at virkeliggøre en længe ønsket drøm, om at lave en stor udstilling for skulpturfagets mangeartede udtryk – en manifestation på tværs af generationer blandt nogle af de mest markante billedhuggere i Danmark, samt enkelte udenlandske gæster.
Med inddragelsen af nye territorier til skabelse og formidling af billedkunst, lægger ENGROS sig ind i en tradition, som igennem tiden har ført billedkunsten ud i alsidige rum. Det er et greb, som kan skærpe fokuseringen hos publikum og kunstner ved at etablere situationer i ikke kunst-indviede rum. Nye erkendelser vil i mange tilfælde trives bedst i nye områder.
På Engros-udstillingen placerer skulpturerne sig i de tomme industrilokaler og brede boulevarder, der hidtil kun har haft til formål, at huse nødvendige arbejdsfunktioner som administration, salg, opbevaring og transport: I et presenning firmas konkursbo er kunstnere flyttet ind i et inferno af materialer og maskiner. Skalpeller, stof og skrald organiseres i et sært og sart efterliv. Et mørkt kølerum huser en installation af hundredevis hvide voksæbler. Skulpturer hænges op, hvor der før har hængt lamper. Værker finder plads på lagerhylder, i skabe og på betongulv. Mellem bygningerne hægter skulpturer sig på vægge, bryder ud af ramper og kamuflerer sig som skilte. Pirpa fyldes bla. af en stor installation med rådnende frugt og udstillingsstedet fungerer samtidig som udstillingens informationscentral.
Udstillende kunstnere:
Nanna Abell, Solveig Adalsteinsdottir, Lisbeth Bank, Julie Bitsch, Anders Bonnesen, Rune Bosse, Ole Broager, Mikkel Carl, Eva Steen Christensen, Jesper Dalgaard, Rose Eken, Esben Gyldenløve, Lone Høyer Hansen, Kasper Hesselbjerg, Ellen Hyllemose, Jytte Høy, Amalie Staunskjær Jakobsen, Klaus Thejll Jakobsen, Oscar Jakobsen, Veo Friis Jespersen,Kirsten Justesen ,Marianne Jørgensen, Heine Kjærgaard Klausen, Esben Klemann, Jørgen Carlo Larsen, Karin Lind, Karin Lorentzen, Mathias & Mathias, Ragnhild May, Henrik Menné, Morten Modin, Astrid Myntekær, Tina Maria Nielsen, Camilla Nørgård, Kaj Nyborg, Peter Olsen, Lars Bent Petersen, Cai-Ulrich von Platen, Bjørn Poulsen, Finn Reinbothe, Amitai Romm, René Schmidt, Thora Sigurdardottir, Christian Skjødt, Julie Stavad, Hartmut Stockter, Morten Stræde, Daniel Svarre, Laurits Nymand Svendsen & Margrét Agnes Iversen & Malte Klagenberg & Jens Tormod Bertelsen & Søren Krag & Cilla Leitao & Sune Lysdal & Carla fra Hellested & Lorenzo Tebano & Anna Samsøe & Ásta Fanney Sigurdardottir, Rikke Ravn Sørensen, Mikael Thejll, Charlotte Thrane, Fredrik Tydén, Sif Itona Westerberg, Torgny Wilcke
Fernisering: fredag d. 19. maj 2017 kl 17 – 22
Udstillingsperiode: d. 20. maj – 24. juni 2017
Åbningstider: onsdag – søndag kl 12 – 18
Sankt Hans fest og finissage: torsdag d. 22. juni kl 17-21
for yderligere information:
Anna Weile Kjær / skulpturi.dk@gmail.com
Klippe til Langenæs 2017
Klippe til Langenæs, Langenæsparken, Århus
Kunstig klippe lavet i indfarvet beton, med indstøbte sten og byggeaffald fra området.
Klippen er lavet lige på grænsen mellem legeplads og park, og skal være et sted hvor alle kan mødes, leges og samles. Langenæsklippen er inspireret af området og dets historie med klipper og næs, samtidig med betonbyggeri og stort anlagt parkområde fra 1950´erne.
Cliff to Langenæs
Artificial cliff made of stained concrete, with cast stone and construction waste from the area. The cliff are made right on the border between playground and park, and should be a place where everyone can meet, play and gather. The Langenæsklippen is inspired by the area and its history with cliffs and næs, while concrete buildings and large landscaped grounds from the 1950s otherwisw form the place
Pirpa
Pirpa er et udstillingssted på Det gamle Grønttorv, som Cai Ulrich Von Platen og jeg driver sammen.
Se mere på www.Pirpa.net
Udsmykning til Nyt Hospital Bispebjerg
Et omfattende kunstværk skal byde patienter og gæster velkommen til Nyt Hospital Bispebjerg. Kunstneren Camilla Nørgård har vundet den store opgave med et værk, der både inddrager arkitekturen, historien, naturen og medarbejderne på hospitalet.
Man kan følge dele af processen på #bispeorganisme
www.bispebjerghospital.dk/nythospital
Kunst der gør en forskel
Kunstneren Camilla Nørgård har med sit bygningsintegrerede kunstværk vundet konkurrencen om at udsmykke ankomstområdet i Akuthuset i Nyt Hospital Bispebjerg.”Jeg har fået en sjælden mulighed for at arbejde med noget så vigtigt som et hospitalsbyggeri, og ovenikøbet på et sted med en betydningsfuld historie. Det er en fantastisk chance for at skabe noget, der giver mening for dem, der skal bruge det hver dag,” siger Camilla Nørgård begejstret. Også fra hospitalets side er der stor glæde over resultatet af kunstkonkurrencen. Projektleder Hilde Schroll Jespersen fra Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg fortæller: ”Vi ved fra forskningen, at kunst kan gøre en positiv forskel for folk, der er indlagt. Med dette værk tilføjer vi stedet en ekstra dimension og giver brugerne af hospitalet en følelse af, at det menneskelige er i fokus.”
Samarbejde med arkitekter
Kunstneren skal arbejde tæt sammen med arkitekterne, der udformer Akuthuset. Mikkel Beedholm er partner og arkitekt hos KHR Arkitekter og var med til at vælge Camilla Nørgårds værk som vinder af konkurrencen. Han ser fine muligheder i et samarbejde mellem kunsten og arkitekturen: ”Det er rigtig spændende, at Camilla var valgt at bruge arkitekturen så direkte i sin kunst. Som arkitekter ser vi det som en cadeau til vores fag, at hun på den måde spejler vores tegninger og indbygger bygningens DNA som en del af værket. Samtidig er værket et smukt vidnesbyrd om historien på stedet. Vi glæder os meget til at samarbejde med hende om realiseringen.”
Værksted på hospitalet
Det kommende værk er stadig på et meget tidligt skitseplan, og som en del af realiseringen vil Camilla Nørgård indrette et værksted på hospitalet for at indsamle materialer og inspiration til værket. Værkstedet vil fungere som et kunstlaboratorium, der undersøger stedets muligheder. ”Der er stor forskel på at sidde på et kontor inde i byen og på at være fysisk til stede, der hvor værket skal etableres. Jeg havde for eksempel en idé om at bruge de træer, der skulle fældes i forbindelse med byggeriet og mødte tilfældigt en byggepladsleder på hospitalsområdet. Han sagde, at de allerede havde fældet og gemt træer, som jeg var velkommen til at bruge. Det var jo et heldigt sammentræf,” siger Camilla Nørgård, der også glæder sig til at møde hospitalets medarbejdere og til at inddrage de mennesker, der bruger hospitalet hver dag.
Fakta:
Kunstneren Camilla Nørgård har vundet konkurrencen om at udforme et stort, bygningsintegreret kunstværk til ankomstområdet i Akuthuset på Nyt Hospital Bispebjerg.
- Kunstværket med arbejdstitlen ”Bispeorganisme II” består af et gulvmønster, et gelænder og vægfragmenter, som er indsamlet og udformet i et værksted på hospitalsområdet.
- Kunstkonkurrencen blev udskrevet i foråret 2015, hvor ti kunstnere blev inviteret.
- Camilla Nørgård er en anerkendt dansk kunstner, der arbejder med billedkunst på tværs af faglige discipliner, materialer og medier.
- Værket skal realiseres løbende, mens Akuthuset bliver bygget, og skal stå færdigt ved indvielsen i 2023.